Sprudler af optimisme

Opdateret d. 08-04-2010

IT-virksomheder sprudler af optimisme

Danmarks IT-virksomheder er på vej ud af den økonomiske nedtur i ekspresfart.

IT-sektoren er netop nu det erhverv med de mest positive forventninger til fremtiden blandt de otte største danske erhvervssektorer.

Hvis det var IT-erhvervene, som svingede taktstokken, ville væksten i dansk økonomi ligge på knap 3 procent i 2010, hvor de øvrige virksomheder forventer nulvækst.

Det viser den nye Greens Konjunkturundersøgelse blandt 814 danske topchefer, som Greens Analyseinstitut har foretaget for dagbladet Børsen.

Formanden for regeringens IKT-råd, Jørgen Bardenfleth, siger, at krisen har tvunget virksomhederne til at finde nye løsninger og gribe tingene an på nye måder.

- IT-virksomhederne er kendetegnet ved at kunne skabe forretning i både opgangs- og nedgangstider. Derfor har krisen ikke kun været skidt, men også et gode, siger Jørgen Bardenfleth, som er direktør for Microsoft Danmark til dagbladet Børsen.

- IKT-sektoren er bedre klædt på, fordi vi oplevede en lignende krise for 10 år siden, siger Morten Bangsgaard, direktør for IT-Branchen under Dansk Erhverv.
 
Fire ud af ti topchefer i IT-sektoren vil ansætte i de kommende seks måneder, og det er dobbelt så mange som i landets øvrige virksomheder. Flere end hver anden virksomhed melder desuden om stigende indtjening, hvor det er færre end hver tredje af landets øvrige virksonheder, som ser tilsvarende lyst på indtjeningen.

Citat.:
http://www.erhvervsbladet.dk/it-og-tele/it-virksomheder-sprudler-af-optimisme