Opdateret d. 25-01-2010
Kære Jer,
I 2009 valgte vi, at bryde traditionen med at sende julekort til alle vores kunder og i stedet give pengene til Mary Fonden.
Rygsække til børn på krisecentre
Med udbredelsen af sine rygsække til alle børn på krisecentre i både Danmark, Grønland og på Færøerne har Mary Fonden taget konkret fat på et hidtil udækket behov.
Rygsækkene vil blive givet til de udsatte børn, så snart de ankommer på et krisecenter. Erfaring viser, at 50 pct. af de børn, der ankommer til krisecentre, rent faktisk kommer uden at have medbragt noget hjemmefra.
Derfor består en del af rygsækkens indhold af noget så basalt og praktisk som tandbørste og tandpasta + øvrige toiletsager, undertøj, nattøj, strømper og pudebetræk m.m.
Rygsækkene er tilpasset både køn og fire forskellige alderstrin.
For nogle aldersgrupper spiller en dagbog en meget væsentlig rolle i børnenes evne til at få formuleret situationen for at komme godt og trygt ud på den anden side, mens andre alderstrin har større behov for den form for tryghed, som f.eks. en bamse kan give. Fælles for alle rygsækkene er, at de udover nogle helt basale og praktiske ting inkluderer forskelligt legetøj fra LEGO, bøger og bamser m.m.
Formål og mission
Mary Fondens grundtanke er, at alle har ret til at høre til.
Deres formål er at forebygge og afhjælpe social isolation, fremme tolerance og forståelse for forskellighed og skabe håb.
Deres formål er beskrevet i fundatsen som følger:
”Fondens formål er at virke til gavn for børn, voksne og familier, hvor miljø, arv, sygdom eller andre forhold har resulteret i, at den enkelte føler sig socialt isoleret eller ekskluderet. Fonden skal gennem opfyldelse af formålet søge at give den enkelte et bedre liv, tilhørsforhold og fællesskab samt fremme tolerance overfor forskellighed og skabe håb”.
Udgifterne til Mary Fondens drift dækkes af Hempel Fonden, hvis fortjeneste det derfor er, at fondskapitalens afkast kan gå ubeskåret til formålet og projektarbejdet. Fondskapitalen på 73,6 mio. kr. røres ikke – netop med henblik på at sikre en langsigtet indsats i det omtalte projektarbejde til opfyldelse af Mary Fondens formål. Hempel Fonden lægger også lokaler til Mary Fonden
De donationer, de modtager, går automatisk til deres grundkapital for derved at sikre en langsigtet indsats, der er båret af kontinuitet og sammenhæng. Afkastet af fondskapitalen går direkte og ubeskåret til deres projekter.